- Efter- og videreuddannelse
- Viden
- Praksisfaglighed i skolen: Sådan gør du undervisningen mere virkelighedsnær
Praksisfaglighed i skolen: Sådan gør du undervisningen mere virkelighedsnær

Skolen har i mange år bevæget sig i en akademisk retning, hvor mål, test og dokumentation har været i fokus. Samtidig ved vi, at elever har forskellige forudsætninger for at lære. Nogen kan sagtens tilegne sig ny viden ved at læse en tekst, mens andre forstår bedre, når de får mulighed for at undersøge, afprøve og bruge det, de lærer.
Med fagfornyelsen og de nye læreplaner er der kommet større opmærksomhed på behovet for alsidig undervisning, hvor variation, fordybelse og virkelighedsnære opgaver fylder mere. Derfor er praksisfaglighed blevet et aktuelt tema i skolen – som en vej til at skabe mere meningsfuld undervisning og flere måder at være faglig på.
I denne artikel ser vi nærmere på, hvad praksisfaglighed er, og hvordan du som lærer kan arbejde praksisfagligt i undervisningen, så flere elever får mulighed for at engagere sig, lære og lykkes.
Hvad er praksisfaglig undervisning?
Praksisfaglig undervisning handler om at koble faglig viden med noget kropsligt, undersøgende eller erfaringsbaseret. Det er undervisning, hvor eleverne ikke kun læser, lytter og svarer, men også prøver, bygger, undersøger, formidler eller skaber noget med et tydeligt fagligt formål.
Det afgørende er, at det ikke bare bliver aktivitet for aktivitetens skyld. Der skal være faglighed i det, eleverne gør.
En enkel måde at forstå praksisfaglighed på er som en kobling mellem tre ting: faglig viden, krop og erfaring samt handling eller produkt. Når de tre elementer spiller sammen, bliver undervisningen ofte mere nærværende, mere meningsfuld og lettere at spejle sig i for flere elever. Det kan være et konkret produkt, en undersøgelse, en opgave med en virkelig modtager eller en aktivitet, hvor eleverne oplever, at det faglige stof får betydning uden for klasselokalet.
Fra "at lade som om" til "at gøre"
Praksisfaglighed opstår ofte dér, hvor undervisningen får en virkelig handling, modtager eller betydning.
I skolen arbejder elever ofte med opgaver, hvor de skal forestille sig en situation. Måske skal de planlægge en fest, skrive til en forfatter, undersøge et problem eller regne på noget, der ligner virkeligheden. Men ofte stopper det ved forestillingen.
Praksisfaglig undervisning betyder, at du flytter undervisningen tættere på en virkelig handling, en modtager eller en konkret erfaring. I stedet for fx at lave regnestykker ud fra en bageopskrift i en opgavebog, kan eleverne faktisk gå i skolekøkkenet, måle ingredienserne af og bage.
I stedet for at eleverne skriver et brev til en forfatter, som så ender i tasken, så kan eleverne faktisk sende det afsted til forfatteren. I stedet for kun at læse om historiske levevilkår, kan eleverne prøve en teknik, undersøge materialer eller arbejde med, hvordan det faktisk kunne have været at leve i en anden tid.
Når undervisningen holder op med at lade som om, oplever mange elever, at stoffet bliver mere vedkommende og dermed også lettere at engagere sig i.
Praksisfaglighed kan se ud på mange måder – og forskelligt fra fag til fag
Du kan arbejde praksisfagligt i alle fag, men det kommer ikke til at se ens ud.
I dansk kan det handle om at skrive til en virkelig modtager, dramatisere en tekst, arbejde med lyd og scene eller bruge kroppen i litteraturarbejdet. I matematik kan det være målinger, konstruktioner, beregninger og problemløsning med afsæt i noget konkret. I historie kan det være at afprøve teknikker, materialer eller levevilkår og bruge erfaringen til at forstå en tid bedre. I idræt kan det være at koble viden om kroppen med afprøvning og efterfølgende udvikle øvelser eller forløb til andre elever.
Pointen er ikke, at al undervisning altid skal være praksisfaglig, eller at alt skal laves om til projekter. Pointen er, at alle fag rummer muligheder for at gøre undervisningen mere virkelighedsnær, mere sanselig og mere handlingsorienteret. Nogle emner lægger naturligt op til det, andre mindre. Det er helt i orden. Det vigtigste er, at du begynder at få øje på, hvor eleverne kan komme tættere på stoffet gennem handling, erfaring og anvendelse.
Sådan kommer du i gang
Hvis du gerne vil i gang, kan det være en hjælp at tænke enkelt. Du behøver ikke opfinde noget helt nyt. Tænk i små ændringer, der gør undervisningen mere konkret, mere sanselig eller mere virkelighedsnær.
-
Start med noget, du allerede kender
Du behøver ikke finde på et helt nyt undervisningsforløb. Tag i stedet udgangspunkt i et forløb, et emne eller en aktivitet, du allerede bruger. Det gør det lettere at overskue og nemmere at afprøve i praksis.
-
Find et sted, hvor eleverne kan gøre noget
Se på dit forløb og spørg dig selv, om eleverne kan komme tættere på stoffet gennem handling. Kan de undersøge, afprøve, bygge, skabe, måle, formidle eller samarbejde om noget konkret i stedet for kun at læse eller skrive om emnet?
-
Giv opgaven et tydeligt formål
Undervisningen bliver ofte mere meningsfuld, når opgaven peger ud over klasselokalet. Overvej, om eleverne kan arbejde frem mod et produkt, en virkelig modtager eller en opgave med et tydeligt formål. Det kan styrke både motivation og faglighed.
-
Prøv det af og justér undervejs
Du behøver ikke have det hele på plads fra starten. Begynd med en mindre afprøvning og læg mærke til, hvad der fungerer for dine elever. Når du starter i det små, bliver det lettere at justere og bygge videre på det, der virker.