Artikel

Skærm som pause i dagtilbud – den nye sut?

Af Torkil Østerbye & Trine Holck Grundahl

Børn har brug for samspil med voksne for at udvikle sig sprogligt og socialt. Derfor kan det være problematisk at erstatte kontakten med barnet og overlade dem til en skærm på egen hånd. Læs artiklen og få svar på hvorfor.

1200x628-webbillede-dreng-m-ipad-evu-03-24

I løbet af 2024 forventes det, at regeringen og en lang række partier vil indføre skærpede regler for brug af skærm for de 0-5-årige. Forslaget sigter mod at forbyde skærm til 0-2-årige og kun tillade brug i helt særlige tilfælde for fx børn med handicap og kognitive udfordringer. Derudover sigtes der imod at børn mellem 3-5 år oplever at ”Digitale redskaber kun kan anvendes i det pædagogiske arbejde med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse, hvis det fagligt kan begrundes”.

Men hvornår kan skærmbrug begrundes faglig? Det vil vi gerne sætte fokus på her.

I børnehaven Myren sidder Aske på 5 under bordet med en iPad. Han har hevet dugen ned, så han sidder alene i en form for hule. Pædagogen forklarer: ”Vi går og venter på at høre fra PPR, fordi vi tror der er noget med ham. Lige nu har han brug for en pause, så der synes vi det er ok, at han sidder med sin iPad. Vi gør det kun når vi synes han er lidt sådan lidt high aroused." Over dagen ses det at Aske får tilbudt iPaden af forskellige pædagoger flere gange. Dette sker når han udviser uroligheder eller dimser og begynder at småforstyrre. Han ender med at sidde med iPaden 5 gange over længere tid, inden han til sidst bliver hentet af sin mor.

Bliver skærmtiden hos børn valgt med omhu?

På engelsk hedder en sut ”pacifier”, som bruges til at pacificere og dæmpe uro og gråd hos barnet. Og spørgsmålet er, om skærmen er blevet den nye sut?

Forskningen viser en række negative konsekvenser for børns generelle udvikling ved brug af skærm fx dårligere lege- og sprogkompetencer. Skærmen i sig selv udgør ikke problemet, men hvis den bliver brugt som erstatning for et samspil med en forælder, pædagog eller lærer er det problematisk.

Her kan du læse artiklen "Skærmtid påvirker børn - men hvordan?"

Børnenes behov - ro i nuet, men uro i morgen

Et barns udvikling afhænger af en asymmetrisk relation til en voksen og børn har en indlejret biologisk drift mod at søge en udviklende relation med voksne. Det ses dog oftere og oftere, at pædagoger fagligt argumenterer for brugen af skærmen i forhold til at skabe ro eller en pause især hos børn med social-kognitive udfordringer.

Problemet her er dog, at selvom børnene synes at blive roligere og synes optaget af en spændende relevant skærmaktivitet, så pacificeres barnets søgen efter de voksens opmærksomhed og den markerede spejling fra en voksen bliver sat ud af spil. I stedet for at få sit nervesystem afstemt af en nærværende rolig og tryg voksne, bliver børnene oplært i at skulle søge roen i en skærm som faktuelt øger aktiviteten i hjernen. Skærmen skaber ikke en pause eller ro i børnenes hjerner – skærmen skaber ro og pause hos de voksne.

The Perfect Storm bliver, at når skærmen tilbydes til børn som erstatning for den asymmetriske relation, skaber det så at sige ro i nuet, men uro i morgen.

Pædagogik er samspil og kan og må ikke erstattes af en skærm som sut. Når børn er urolige, har de brug for at gå en tur i skoven, sparke til en myretue og trække vejret dybt i samvær med nærværende voksne.

Viden og kompetencer om skærmbrug

Hvordan bruger I skærm i jeres institution? Har I overblik over, hvem der får tilbudt skærmen og hvor ofte? Bruger barnet skærm uden en voksen hos jer? Ved I hvilket indhold, barnet møder, når det sidder alene? Er I nysgerrige på, hvordan I kan bruge skærmen som et udviklende redskab og hvilken indflydelse skærmen kan have på barnets udvikling?

Så tag PD-modulet ”Neuropsykologi og neuropædagogik” eller PD-modulet ”Sprogpædagogik og sprogindsatser” på VIA.