Som pædagog i et dagtilbud er det din vigtigste opgave at skabe en tryg hverdag for børnene. En hverdag, hvor de hver især kan udvikle sig socialt og lære nye færdigheder. For at du og dine kolleger kan lykkes med opgaven, er det vigtigt, at I har en bred pædagogisk tilgang og ser på børnene med flere faglige briller.
Neuropsykologi, leg og sprog
Måske har en af jer specialiseret jer i sprogtilegnelse og ved, hvordan I bedst stimulerer børnenes sproglige udvikling. En anden er måske optaget af, hvordan børn udvikler sig gennem leg og har fokus på at igangsætte legeaktiviteter, der favner alle. En tredje har efteruddannet sig inden for neuropsykologi og har derfor en særlig forståelse for de bagvedliggende årsager til børns adfærd og forudsætninger for at lære.
I har med andre ord alle værdifulde fagligheder, som på hver sin vis løfter det pædagogiske arbejde. Den største styrke er dog, hvis I også formår at kombinere jeres forskellige fagligheder, så I ikke risikerer at modarbejde hinanden. I artiklen her får du og dine kolleger inspiration til, hvordan I konkret bruger hinandens viden inden for neuropsykologi, leg og sprog i jeres daglige arbejde med børnene.
Hvad kan viden om hjernen fortælle om læring?
Hvis du gerne vil forstå, hvordan børn lærer og udvikler nye færdigheder, kan viden om, hvordan hjernen arbejder, være en vigtig nøgle.
Generelt er hjernen kodet til at forudsige fremtiden på baggrund af de sanseindtryk, den møder gennem livet. Hjernen bruger sanseindtrykkene til at skabe en model for, hvordan verden ser ud. Og ved at lagre erfaringer kan hjernen hurtigt og effektivt forudsige, hvad der kommer til at ske.
Når der så sker noget uventet, som hjernen ikke har erfaringer med, oplever den ”forudsigelsesfejl”. Og det betyder, at hjernen skal bruge energi på at opdatere sin model – og det er her, læringen sker.
Eksempel:
Ida på 7 måneder sidder med en ske i hånden. Hun har endnu ikke oparbejdet den store erfaring med verden og kan derfor ikke forudsige, hvad der sker, når skeen vendes på hovedet og maden falder af. I starten øver hun sig, og hun synes det er vanskeligt at styre skeen. Hun arbejder koncentreret og kan blive frustreret og oplever en række forudsigelsesfejl, når maden fx igen falder af skeen. Over tid og gennem utallige måltider, lykkes det til sidst for Ida at få maden intakt op til munden.
Hjernens ”billige” og dyre” løsninger
Når det lykkes for Ida at få skeen med maden intakt op til munden, bekræfter sanserne den hidtidige forudsigelsesmodel, og alt går videre, som om intet er hændt. Men når maden pludselig falder af, og der opstår en forudsigelsesfejl, skal Idas hjerne til at arbejde og bruge energi.
Den kan vælge en ”billig” og hurtig løsning, der betyder, at Ida fx kaster skeen på gulvet. Eller hjernen kan vælge en ”dyr” og krævende løsning, som betyder, at Ida ændrer sin erfaringsmodel og lærer noget nyt.
Din rolle som pædagog
Som udgangspunkt har vi som mennesker både lysten, driften og nysgerrigheden til at ville udvide de erfaringsmodeller, som vi bygger vores forudsigelser på. Det har vi, fordi det simpelthen er vitalt for kroppens overlevelsesevne at få så præcise og opdaterede modeller som muligt.
Samtidig er børn fra fødslen kodet til at betragte, spejle, og derigennem lære nyt via relationen til et mere erfarent menneske. Børn er derfor afhængige af trygge voksne, som lærer barnet at skabe gode mentale modeller til at afstemme sit autonome nervesystem og deraf sin adfærd, sine perceptioner (opfattelser) og følelser.
Hvis Ida vælger den “billigste” vej ud af sin frustration over, at maden falder af skeen, bliver din rolle som pædagog afgørende. Du må enten vise Ida, hvordan hun holder på en ske eller støtte hende fysisk i at holde skeen, og derved sørge for, at hun forandrer sine erfaringsmodeller, og får øvet sine evner i at bruge skeen.
Men sådan en lærende relation kommer ikke af sig selv. At barnet vælger at gå den ”dyre” lærende vej kræver, at hjernen tør satse på, at det vil “betale” sig at følge den voksnes anvisninger. Tillid til den voksne skaber det vitale bagtæppe for, at hjernen tør vælge den ”dyre” lærende vej.
Børns sproglige udvikling
I den sammenhæng spiller sproget også en vigtig rolle.
Moderne sprogteoretikere peger nemlig på, at en grundpille i sprogtilegnelse er samspillet med et andet menneske. Det nyfødte barn har ikke ord men besidder allerede fra fødslen en række evner til at kommunikere. Barnet er alligevel afhængigt af, at andre mennesker initierer og inviterer til samspil.
Over tid udvider barnets ordforråd sig og dermed også barnets sproglige forudsigelsesmodeller. Det gør det nemmere for barnet at udtrykke behov og følelser og giver dermed mulighed for at være aktiv deltager i samspil med andre. Derfor er det også vigtigt, at den voksne sætter ord på verden fx ved at lege flyvemaskine med skeen, og dermed sætte krop, lyd og sprog på aktiviteten.
Læring er en iterativ proces, som aldrig stopper. Men det kræver, at du som pædagog tager det relationelle ansvar på dig og forstår, hvornår børn har brug for hjælp til at udvikle forudsigelsesmodeller om verden.
Læring gennem leg
Overraskende nok findes der en tredje form for læring, som ikke er dyr, men som er utrolig effektiv til at ændre på erfaringsmodellerne; nemlig leg.
Legen har stor betydning for børns udvikling af motoriske, kognitive, sproglige og emotionelle kompetencer, og børn lærer gennem de erfaringer, de gør sig i et legende samspil med andre. Leg forudsætter en grundlæggende oplevelse af tryghed, trivsel og stabilitet hos barnet. Og det positive samspil med barnets omsorgspersoner i både hjemmet og i daginstitutionen er forudsætningen for, at barnet kan indgå i leg.
Legen er altid en leg med noget, og der indgår materialer i børns leg. Materialerne støtter børnene i at skabe og udvikle legen. Legematerialer kan have materiel karakter fx dukker, klodser, scootere, skovle og andre ting, og legematerialerne kan være af immateriel karakter fx i form af fortællinger, sange eller vittigheder. Børn anvender kreativt og opfindsomt begge former for legematerialer og tilfører dem forskelligartede betydninger parallelt med legens udvikling. I eksemplet med Ida kan den voksne forvandle skeen til en flyvemaskine, og ad den vej bliver samspillet mere legende.
Inden for legeforskning opererer man med forskellige legeformer. De forskellige legeformer kan knyttes til børns udviklingstrin, og selv om barnet over tid begynder at lege mere avancerede lege, bliver de mere simple lege ved med at have betydning for barnet. Og her er der en tydelig sammenhæng med den sproglige udvikling, for jo mere avanceret et sprog barnet har, jo mere kompleks en leg kan barnet deltage i.
Læs mere om leg i artiklen: Sådan understøtter du børns udvikling gennem leg
Sådan sætter du faglighederne i spil i hverdagen
Nu er spørgsmålet så, hvordan du reelt kan du bruge viden om hjernens udvikling af forudsigelsesmodeller i din pædagogiske hverdag. Det får du bud på gennem en case med Mikkel, som netop er startet i børnehave. Det pædagogiske personale i børnehaven har bemærket, at Mikkel trækker sig fra fællesskabet og søger de stillesiddende aktiviteter.
Case
Vi er i børnehaven Humlebien. Det er middagsstund, og alle børn er på legepladsen. De voksne afholder pauser, og derfor er der kun én voksen til stede.
Pædagogen vil sætte en fælles leg i gang og kommer i tanke om en leg, som kan involvere mange børn. Hun spørger, om børnene vil være med til at lege tankstation. Hun siger: “På tankstationen kan man få benzin på, få skiftet olie og få vasket sin bil”. ”Og nu skal I finde et køretøj i skuret eller på legepladsen”.
Børnene er straks med og kører hen til tankstationen på scooters, mooncars og løbecykler. Mikkel kigger forvirret rundt og observerer de andre børn, og alt det der sker omkring ham. Efter lidt tid sætter han sig over i sandkassen, vender ryggen til den fælles leg, finder en spand og en skovl og går i gang med at fylde spanden med sand.
Det neurobiologiske perspektiv
Hvis vi ser på casen fra det neurobiologiske perspektiv, bliver det først og fremmest synligt, at Mikkels hjerne har valgt den “billige” måde at handle på. Han vender sig mod sine hidtidige forudsigelsesmodeller, og de ansporer ikke til at deltage i en fremmed leg.
Når Mikkel trækker sig, kan vi neurobiologisk forstå det sådan, at Mikkels hjerne ikke kan handle på ting, den ikke har modeller for. Hjernen kan ikke noget, den ikke har lært. I situationen har Mikkel brug for en voksen, han kender og er tryg ved, og som kan understøtte hjernens “dyre” og krævende proces, det er at gå i gang med at ændre på de indre modeller.
Så hvad ville der ske, hvis Mikkel på forhånd kendte til legen og måske var blevet introduceret til legen før de andre børn, fx vha. en lille film, en udflugt til eller en bog om tankstationer? Og ville det have gjort en forskel, hvis Mikkel i den forbindelse havde mulighed for at spørge ind til og få snakket om, hvad bilerne fx laver på tankstationen, sammen med en voksen, som han er tryg ved?
Det sproglige og det legemæssige perspektiv
Ser vi på casen med det sproglige og legemæssige perspektiv, så viser den et eksempel på den udfordring, der opstår, når et barn udviklingsmæssigt ikke er helt alderssvarende i forhold til sine kompetencer inden for leg og sprog.
Legen er den sociale arena, hvor børn udvikler sig og gør sig erfaring med at kommunikere og være mennesker. Men idet Mikkel sidder alene, har han begrænset mulighed for at opøve erfaringer med leg, sociale og sproglige kompetencer. Så spørgsmålet er, om læringsmiljøet er designet på en måde så alle børn har mulighed for at være med? Eller betyder Mikkels manglende sproglige kompetencer, at han vælger at lege nedad med yngre børn i stedet for at deltage i mere sprogligt og legemæssigt avancerede lege?
Ville det have ændret situationen for Mikkel, hvis legen var blevet italesat med et mindre komplekst sprog? Måske ved Mikkel ikke, hvad et “køretøj” er, og hvad et køretøj bruges til. Nogle børn har i højere grad end andre brug for eksplicit at få forklaret, hvordan ord forholder sig taksonomisk til hinanden. Hvorfor er “køretøj” fx en overkategori til fx “bil”, “bus”?
Og kunne pædagogen have tilpasset legen efter Mikkels interesser, så han på den måde havde lettere ved at deltage i legen og havde mulighed for at opnå erfaringer og sprog fra andre mere avancerede lege, herunder forestillingsleg, end fx den genstandsrettede leg i sandkassen?
Refleksionsspørgsmål til det gode samarbejde
Pointen er, at jo bedre du og dine kolleger er til at samtænke jeres fagligheder, jo bedre muligheder har I for at gribe og understøtte børn som Mikkel, så han får de samme deltagelsesmuligheder som andre børn. Måske kan følgende refleksionsspørgsmål bane vejen til øget samarbejde mellem de fagligheder, som er til stede i dit dagtilbud?
− Hvornår skaber du deltagelsesmuligheder for alle børn i leg?
− Hvordan sproger du med leg og hvordan leger du med sprog?
− Hvad skal du gøre for at sikre, at børnene får øje på hinanden som legekammerater?
− Understøtter læringsmiljøet i børnehaven, at børnene kan udvikle deres forudsigelsesmodeller?
− Har alle børn en voksen, som de er trygge ved?
− Hvordan understøtter du, at børn gradvist leger mere og mere avancerede lege?
Artiklen bygger på følgende litteratur
Andersen, D., Hart, S., Jakobsen, A. & Larsen, A. (2020) Leg for sjov og alvor. Hans Reitzels Forlag
Barrett, L. F. (2017). How Emotions Are Made: The Secret Life of the Brain. Houghton Mifflin Harcourt
Jørgensen, Hanne Hede & Sønnichsen, Lise Hostrup (2019) Legens magi. Akademisk Forlag
Sommer, Dion (2020) Leg. En ny forståelse. Samfundslitteratur
Thomsen, Pia (2018) Skal vi lege - om legens og venskabets betydning for børns sprogudvikling. I: Det store blandt de små. Om små børns venskaber. Dafolo.
Tomasello, M. (2019). Becoming Human: A Theory of Ontogeny. Cambridge, MA: The Belknap Press of Harvard University Press.
Vermeulen, P. (2023). Autism and the Predictive Brain: Absolute Thinking in a Relative World. Pelckmans Uitgevers nv/Routledge. DOI: 10.4324/9781003340447
Winther-Lindqvist, Ditte Alexandra (2020) Kort og godt om leg. Dansk Psykologisk Forlag
