- Efter- og videreuddannelse
- Viden
- Sandheder eller myter om børns sprog
Sandheder eller myter om børns sprog

Børns tidlige sprogtilegnelse er et vigtigt område, og derfor har området helt berettiget været genstand for stor opmærksomhed hos alle jer, der arbejder med de 0-2-årige børn fx som dagplejere eller pædagogisk personale i en vuggestue. Og der er ikke nogen tvivl om, at I rundt omkring i både dagplejen og vuggestuerne dagligt udfører rigtig mange enormt gode sprogpædagogiske indsatser.
Men det er som om, mange af jer også har taget nogle ikke altid fagligt velfunderede fortællinger til jer om, hvordan det gode sprogpædagogiske arbejde ser ud for de 0-2-årige. Det er nogle af de fortællinger, vi forsøger at sætte under faglig lup.
Fakta: Hvad er en myte?
I Den Danske Ordbog står der om ordet ”myte”, at det kan betyde ”en forestilling, som kritikløst og ofte fejlagtigt accepteres af mange mennesker”.
Myte 1: ”Sæt ord på alt”
Den første myte handler om, at det altid er godt for små børns sprogtilegnelse, at voksne sætter ord på alt.
Men det er det faktisk ikke. Sprogtilegnelse handler nemlig ikke kun om at høre sprog, men om at være i samspil og bruge sproget aktivt. Hvis voksne konstant beskriver alt omkring dem, kan det sprog, de bruger, gå tabt for barnet, fordi barnet ikke fokuserer på det samme som den voksne.
I værste fald kan denne konstante "sætten-ord-på" føre til en form for sproglig forvirring, hvor en ydre voksenstemme skaber et støjende miljø omkring barnet. Et støjende miljø, som forhindrer og forstyrrer, mere end det hjælper barnets sproglige udvikling.
Myte 2: ”Hvis barnet har en god motorik - er det normalt, at sproget kommer senere”
Den anden myte handler om, at det er normalt, at sprogudviklingen står lidt stille, hvis bare barnets motorik er på plads. Men det er det ikke, og sprogudviklingen må ikke vente.
Der sker nemlig utroligt meget med både sprogtilegnelsen og den motoriske udvikling i de første leveår. Og nyere forskning slår gang på gang fast, at der er en slags vandfaldseffekt mellem bevægelse og sprog i 0-2-årsalderen. De to hænger uløseligt sammen.
Bliv klogere på myten - og sammenhængen mellem sprog og bevægelse her
Fakta om undersøgelse af myter og misforståelser
- Gennem spørgeskemaer og kvalitative fokusgruppeinterviews med dagplejepædagoger og vuggestuepersonale har vi forsøgt at opnå et større indblik i, hvordan pædagogisk personale i vuggestuer og dagplejere ser og forstår børns sprog, før det verbale sprog optræder. Målet har været at afdække, hvilken viden det pædagogiske personale har om før-sproglige færdigheder.
- I forbindelse med projektet har vi afdækket nogle fortællinger, som er ude at gå om sprogpædagogik for de 0-2-årige. Nogle af fortællingerne holder fagligt vand, andre måske ikke helt… Vi omtaler de ikke helt sande fortællinger som myter.
- Til hver myte har vi har vi samlet små film-klip og små tekstbidder i et interaktivt univers, der på forskellige måder tager myterne under kærlig behandling. Vi undersøger fx hvordan myterne er opstået. Og vi kommer med bud på, hvordan du og dine kolleger kan komme myten til livs ved at ændre lidt på den pædagogiske praksis.
- Du er velkommen til at klikke rundt i materialet. Du har mulighed for at kommentere og komme med indspark eller refleksioner undervejs. Vi vil gerne opfordre dig til at bidrage med alt det, du har på hjertet, og vi takker på forhånd for dine kommentarer og refleksioner.
Nysgerrig på flere sprogpædagogiske myter?
Hvis du er blevet mere nysgerrig på sprogpædagogiske myter og sprogpædagogisk arbejde for de 0-2-årige, kan du her i foråret deltage i 2-dagskurset: "Sprogpædagogik i vuggestuen og dagplejen" eller glæde dig til "Småbørnkonferencen 2026".