Sådan skelner du mellem de mange projektlederuddannelser

Få en guidet tur rundt i uddannelsesjunglen.

Projektlederuddannelser

Mangler du at kunne sætte noget grundlæggende teori bag den projektledelse, du udfører til daglig? Har du behov for helt konkrete styringsredskaber, eller mangler du kompetencer for at motivere dit team?

Din chef har sagt god for, at du må tage efteruddannelse, men hvad skal du vælge? Skal du tage et kortere kursusforløb, en certificering eller måske en formel kompetencegivende uddannelse i projektledelse?

"Vi er tre kolleger, der har ledt og ledt efter noget projektlederuddannelse. Men for pokker hvor er det en jungle at finde rundt i. Det er umuligt at danne sig et overblik over, hvad der er at vælge imellem, og især hvad vi skal gå efter."

Bladrer du igennem diverse fagblade, tillæg og brochurer eller zapper rundt online, bliver du eksponeret for et utal af annoncer og reklamer for forskellige projektlederuddannelser. Side om side med stribevis af certificeringer som fx PRINCE2, IPMA, PMI mv. for ikke at tale om de mange kursusemner, der også er at vælge imellem. Du kan få det helt forkromede overblik over de mange forskellige projektlederuddannelser her.

Tilbud i alle afskygninger popper op i Google, når du søger på ord som ’projektledelse’ og ’projektlederuddannelser’. Markedet er overfyldt, så det er svært at gennemskue og få overblik. Samtidig kan de mange udbydere være med til at skabe en større usikkerhed om, hvilke uddannelser du føler, du kan have reel tillid til. 

Det formelle uddannelsessystem versus private udbydere

I Danmark skelner vi mellem private udbydere og det offentlige formelle uddannelsessystem.

Du kan tage efter- og videreuddannelse, der er en del af det formelle uddannelsessystem for voksne. Altså uddannelser der eksempelvis udbydes af professionshøjskoler, erhvervsakademier og universiteter.

Alternativt kan du tage kurser og uddannelser hos en hel række private udbydere. Ja faktisk ligger det i dag frit for, hvem der kan åbne en privat uddannelse, og vi ser derfor et marked, der vokser.

Alle kan lave en uddannelse, så der er ingen væsentlig kontrol og ingen officielle parametre for kvalitet. Der er certificeringer, men de er i sig selv ikke garantier for den enkelte udbyders kvalitet – og ECTS som mange også forveksler med et statsligt kvalitetsstempel. Det er derfor nødvendigt at vide, hvad du skal holde øje med og spørge ind til.

Projektlederkurser af 1-8 dages varighed

Inden for projektledelse er der et utal af kursusemner. Du kan fx tage kurser i grundlæggende projektledelse, agil projektledelse, risikostyring, program- og porteføljestyring eller i certificerede projektstyringsværktøjer og -metoder som fx PRINCE2. Afhængigt af din branche og de konkrete projekter har du måske behov for at gå i dybden og specialisere dig inden for nogle specifikke aspekter af projektledelse – her kan et kursus eventuelt være et godt match.

Udover enkeltstående kurser udbyder flere aktører også en samlet kursusrække som en form for projektlederuddannelse. Nogle med og andre uden eksamen.

For de fleste kurser er der ingen særlige adgangskrav.

Projektlederuddannelse på akademi- og diplomniveau

I det formelle uddannelsessystem kan du tage flere akademi- eller diplomfag i relation til projektledelse. Uddannelse på akademi- og diplomniveau er det, man i daglig tale kalder kompetencegivende uddannelse.

Ethvert fag, også kaldet et fagmodul, tilhører en akademi- eller diplomuddannelse. Men du kan sagtens, ligesom kurser, nøjes med at tage det modul, der er relevant for dig. Fordelen er, at skulle du senere få lyst til at sammenstykke en hel akademi- eller diplomuddannelse, har du mulighed for det ved blot at bygge ovenpå med flere moduler inden for feltet.

Er du interesseret i at få en hel uddannelse i projektledelse på bachelorniveau, kan du vælge at tage diplomuddannelsen i projektledelse.

En diplomuddannelse er en fleksibel deltidsuddannelse, som er godkendt af Undervisningsministeriet og internationalt anerkendt via European Credit Transfer System med 60 ECTS-point. Der er kun få udbydere af Diplomuddannelsen i projektledelse i Danmark, heriblandt DTU (Danmarks Tekniske Universitet) og VIA University College.

For uddannelse på akademi- eller diplomniveau er der særlige adgangskrav. Men opfylder du ikke de gældende adgangskrav, så tab ikke modet. Det kan nemlig meget vel være, at du så i stedet har realkompetencer, der svarer til en adgangsgivende uddannelse.

Certificeringer

Mange projektledere spørger: ”Skal jeg vælge en projektlederuddannelse med certificering?” På det spørgsmål er der ikke noget entydigt svar. Men der er en række anerkendte certificeringer, hvor du kan søge information om for at få nærmere afklaring i forbindelse med dit uddannelsesvalg.

En certificering kan måske give værdi, hvis din organisation arbejder efter projektmodeller eller metoder fra fx PRINCE2, IPMA, PMI mv. Den kan også bringe oversættelige kompetencer til dit CV, hvis du overvejer at søge job i en international virksomhed i Danmark eller i udlandet. Men hvilken certificering, skal du så vælge?

Men vælger du at blive certificeret i en metode, som resten af din organisation ikke kender, og skal du slet ikke arbejde med projektmetoden, bliver din certificering måske hurtigt til spildte kræfter. 

Branchespecifikke uddannelser og kurser

Arbejder du inden for en specifik branche eller sektor som fx it-, bygge- og anlægsbranchen eller i den offentlige sektor mv. kan du også overveje at tage et målrettet kursus/uddannelsesforløb, der sætter fokus på lige præcis de udfordringer, du står over for i din branche.

Du skal blot lige huske at spørge dig selv om, hvorvidt du senere i din karriere kunne få lyst til et brancheskifte? Og hvis svaret på det spørgsmål er ja, vil en mere generel projektlederuddannelse måske være et bedre valg. Læs mere en generel versus branchespecifik projektlederuddannelse her.

Som du nok kan fornemme, er der rigtig mange uddannelsesmuligheder at vælge imellem. Så hvis du vil i gang med et uddannelsesforløb, så brug tid på grundig research, så du kan danne dig et kvalificeret overblik!

Guide  Projektledelse: Den ultimative uddannelsesguide Download guiden her!

Mere inspiration

Projekter: Bæredygtighed bliver en ufravigelig faktor
Artikel Gå til siden
Bæredygtighed i projektledelsen
Podcast Gå til siden
Sådan indarbejder du bæredygtige elementer i dine projekter
Artikel Gå til siden
Du skal lede dit projekt bæredygtigt – men hvad betyder det?
Artikel Gå til siden