Bæredygtighed drives ofte af ildsjæle – det er bare ikke bæredygtigt

Ofte placeres ansvaret for bæredygtig udvikling hos en eller få medarbejdere. De tager initiativ og holder momentum, så dagsordenen ikke drukner i hverdagens travlhed – og det er deres vedholdenhed, der omsætter ambitioner til handling.

Men hvad sker der, når bæredygtighed bliver noget, "nogen arbejder med", i stedet for noget, alle tager ansvar for?

På kort sigt skaber det måske fremdrift. Men på længere sigt rejser det et afgørende spørgsmål: Hvad sker der, hvis de få udpegede ildsjæle mister gejsten eller forlader organisationen? Og hvordan sikres det, at bæredygtighed ikke bliver personbåret, men en integreret del af organisationens praksis?

Ambitioner og hverdag – to verdener

Bæredygtig udvikling er højt på dagsordenen hos mange virksomheder og offentlige aktører. Klimaplaner, ESG-rapporter og grønne strategier tegner et billede af organisationer, der ønsker at gøre en reel forskel.

Men bag ambitionerne tegner der sig et tydeligt paradoks: Målsætningerne er høje, mens de konkrete resultater ofte halter bagefter.

De fleste organisationer vil gerne handle ansvarligt, men uden tilstrækkelig organisatorisk kapacitet og ledelsesmæssig prioritering har ambitionerne svært ved at få fodfæste. Risikoen er, at bæredygtighed forbliver et strategisk sigte – uden at blive omsat til praksis.

Ildsjælelogik: Hvad betyder det egentlig?

I mange organisationer ender det komplekse bæredygtighedsarbejde hos én dedikeret medarbejder eller et mindre team, som får ansvaret for at drive initiativer, rapportering og samarbejder.

Ildsjælelogikken opstår ikke, fordi de nødvendigvis ønsker det, men fordi organisationen placerer ansvaret hos dem, der brænder mest for opgaven.

Med afsæt i både eksisterende studier og egne samtaler med bæredygtighedsprofessionelle i danske organisationer tegner der sig et klart billede: Når ansvaret samler sig hos nogle få – uanset om de kaldes klimakoordinatorer, forandringsagenter eller bæredygtighedskonsulenter – så skaber det en grundlæggende sårbarhed i organisationens arbejde med bæredygtig udvikling.

Ildsjæle er vigtige, men ikke nok

Ildsjæle har en særlig evne til at få bæredygtighedsarbejdet til at spire. De tager initiativ, samler kolleger og sætter retning, når grønne ambitioner stadig er på tegnebrættet. Deres engagement smitter – især i organisationer, hvor bæredygtighed endnu ikke er en integreret del af hverdagen.

Men der ligger en udfordring: Når indsatsen hviler på få personer, bliver strukturen sårbar. Hvis de mister momentum eller forlader organisationen, risikerer arbejdet at gå i stå. Studier peger på, at bæredygtighed ikke bliver langtidsholdbar uden ledelsesmæssig opbakning og fælles rammer.

Samtidig kan det moralske ansvar veje tungt. Mange ildsjæle oplever frustration og udmattelse, når de står med opgaven uden tydelige prioriteringer eller opbakning.

Kort sagt: Ildsjæle kan sparke aktiviteter i gang, men uden fælles forankring bliver indsatsen skrøbelig.

Selvom ambitionerne er fælles på papiret, samler ansvaret sig hos ildsjælene. Det skaber organisatoriske tomrum og et vedvarende pres på dem, der forsøger at holde momentum. De driver arbejdet frem gennem koordinering og vedholdenhed – ofte uden reel forankring i organisationen.

For mange er engagementet tæt knyttet til personlige værdier og en stærk følelse af ansvar. Det gør dem til uformelle bannerførere for den grønne dagsorden – også når modstanden vokser, og opgaven bliver tung.

Vedvarende pres – og kunsten at lede opad

For mange af dem, der holder bæredygtighedsfanen højt, handler det daglige arbejde om hele tiden at skabe opmærksomhed og fastholde organisationens fokus på den grønne agenda.

Flere fortæller i vores interviews, at hvis ingen stiller de nødvendige spørgsmål eller følger op, risikerer bæredygtighed hurtigt at blive glemt og forsvinde ud af prioriteringerne. Det kræver både energi og udholdenhed at holde ambitionerne i live, især når indsatsen ikke er indarbejdet som et fælles ansvar.

Det er ikke nok at fokusere på faglige løsninger – der skal også arbejdes opad i organisationen. Det betyder, at man må bruge tid og kræfter på at sætte bæredygtighed på ledelsens dagsorden, bygge relationer og løbende omsætte ambitionerne til noget, der giver mening i den daglige drift. Alt dette er nødvendigt for at skabe opbakning og engagere dem, der har magten til at træffe beslutninger.

Når engagement bliver en belastning

At drive bæredygtige initiativer er ikke kun en faglig opgave – det er ofte tæt knyttet til personlige værdier og en stærk følelse af ansvar.

Men netop derfor kan rollen blive svær at bære. Når ressourcer og mandat ikke følger med ambitionerne, opstår et pres, som ikke kun handler om opgaver, men også om identitet. Opgaven er svær at slippe, fordi den opleves som vigtig.

Samtidig er succeskriterierne ofte uklare. Hvornår er indsatsen tilstrækkelig – og hvem afgør det?

Uden tydelige pejlemærker og fælles ansvar risikerer presset at samle sig hos de få, der har taget opgaven på sig.

Ledelsens rolle: Fra ildsjæl til fælles ansvar

Forestil dig en organisation, hvor ledelsen lader de stærkeste ildsjæle drive bæredygtighedsarbejdet. Det virker fristende: engagerede medarbejdere skaber fremdrift, finder løsninger og navigerer i kompleksiteten. Men når organisationen læner sig for meget på ildsjælelogikken, overser den hurtigt de strukturelle barrierer.

Engagement kan mobilisere til handling, men kan ikke bære arbejdet alene.

Ildsjælene skaber fremdrift, men de bliver en barriere, når organisationen gør dem til løsningen. Ansvar og viden samler sig hos de få, og det fælles projekt risikerer at blive noget, de driver på vegne af resten af organisationen.

Ledelsen må beslutte, om bæredygtig udvikling skal organiseres som en personbåret indsats eller som et fælles organisatorisk ansvar. Dette skifte afgør, om bæredygtighed integreres i organisationens identitet og daglige praksis.

For at lykkes med bæredygtig udvikling skal ledelsen opbygge organisatorisk kapacitet fremfor at bero sig på ildsjæle. Det kræver strategisk forankring, klare ansvarsplaceringer, tværgående samarbejdsrum samt løbende ledelsesmæssig opmærksomhed og engagement.

Når bæredygtighed bliver et fælles organisatorisk anliggende fremfor et personligt kald hos få ildsjæle, vil organisationen bedre kunne omsætte ambitioner til handling med varig effekt.

Ledelsens opgave: Skab retning og forankring

Ledere med overordnet ansvar for bæredygtighedsstrategier og -tiltag skal sætte retning og skabe de rammer, der gør bæredygtighed til en integreret del af organisationens arbejde.

Det handler ikke om at dæmpe ildsjælenes engagement, men om at omsætte det til organisatorisk styrke. Uden klare strukturer og løbende opfølgning forbliver indsatsen sårbar og afhængig af enkelte relationer og personer.

Når viden og koordinering samler sig hos de samme få, begrænses organisationens fælles læring. Derfor er det afgørende at sprede ejerskab og opbygge kompetencer bredt, så bæredygtig udvikling bliver en naturlig del af hverdagen – ikke et sideløbende projekt.

Ildsjælene er en vigtig drivkraft, men det er ledelsens ansvar at sikre, at de ikke står alene, og at bæredygtighed bliver løftet i fællesskab.

Afslutningsvis følger her fire konkrete råd til, hvordan dette kan gribes an i praksis.

Kilder

Artiklen bygger på forskning og interviews med ti bæredygtighedsprofessionelle fra danske offentlige og private organisationer.

Den fulde forskningsrapport kan du hente her.

Du kan finde vores øvrige publikationer på Videncenter for projekt- og procesledelse her.