Når vi hører, at en person har fået demens, bliver vi ofte triste til mode - det er en sygdom, som ingen ønsker, at nogen skal have. Vi kan opleve det, som at den person, vi tidligere har kendt og holdt af, langsomt forsvinder.
Og ja, livet ændrer sig med en demenssygdom, for der er pludselig meget, man ikke længere selv kan klare. Men med hensyn til, at personen ændrer karakter og adfærd, så er der i dag en stor del af det, vi tidligere tænkte var symptomer på sygdommen, der nu i stedet bliver opfattet som mistrivsel, og som vi med en mere personcentreret omsorg og pleje faktisk kan gøre noget ved.
Mistrivsel kontra trivsel
Mistrivsel kan ses i adfærden. Tegn på mistrivsel hos mennesker med demens kan vise sig som fx uro, ængstelighed, angst og søvnproblemer. Personen forsøger at komme væk fra plejehjemmet eller følger hele tiden i hælene på personalet. Beboeren klager sig, gentager den samme bevægelse eller udviser apati, hvor han trækker sig ind helt i sig selv. En af de største udfordringer for plejepersonalet er, hvis personen har aggressiv adfærd.
De psykiske og adfærdsmæssige tegn på mistrivsel er ofte en stor udfordring for borgeren med demens men også for det personale, der til daglig udfører demensomsorgen. Som plejepersonale, brænder man jo for at kunne gøre en forskel for den enkelte borger. Derfor vil man ofte føle sig magtesløs, når beboere mistrives. Følelsen af ikke at kunne hjælpe kan være uoverskuelig stor og sætte skår i arbejdsglæden. Det er derfor vigtigt for såvel beboere som personale, at det er trivslen, der dominerer.
Trivsel er der, hvor vi får følelsen af, at livet blomstrer og beboerens personlighed som mennesker får lov til at komme frem. Når beboerne trives har det stor indvirkning på personalet. Som omsorgs- og plejeperson kan du opleve, at du ikke så nemt brænder ud. Du er mindre stresset, mere glad for samarbejdet med dine kolleger, og du har måske ikke så mange sygedage som før.
Metoder til arbejdet med at fremme trivslen
For at fremme trivslen er det vigtigt, at du som plejepersonale laver en målrettet og struktureret indsats for beboere med demens med adfærdsmæssige og psykiske problemer. Her kan Tom Kitwoods psykologiske behov danne udgangspunkt for indsatsen og den strukturerede tilgang til demensomsorgen.
Tom Kitwood – de fem psykologiske behov
Faderen, til det vi kalder personcentreret omsorg, er den engelske psykolog Tom Kitwood. Kitwood satte ord på, at mennesker med demens, som alle mennesker, er unikke og skal mødes som sådan. Men da alle demenssymptomerne og symptomerne på mistrivsel fremstår så tydeligt, kan det være rigtig svært, at se det unikke menneske bag. Men hvis det enkelte menneske skal trives og blomstre, skal det mødes og behandles som en unik person – heraf begrebet personcentreret omsorg.
I arbejdet med personcentreret omsorg ift. mennesker med demens, er det vigtigt, at fem psykologiske behov, bliver opfyldt:
- Inklusion: At personen bliver inddraget og føler sig som en del af fællesskabet.
- Trøst: At personen har brug for tryghed, nærhed og følelsen af at blive mødt og forstået i de svære følelser.
- Identitet: Er forbundet med at vide, hvem man er og har en tilknytning til fortiden og livshistorien.
- Tilknytning: At knytte bånd og have forbindelse til en enkelt eller to helt nære relationer. At opleve tryghed og tillid i relationen, så man har nogen at gå til i fx vanskelige situationer.
- Meningsfuld beskæftigelse: At være involveret i betydningsfulde aktiviteter på en måde, som trækker på personens evner og individuelle ønsker.
Hvis ovenstående 5 psykologiske behov er opfyldt, bliver følelsen af at være elsket også opfyldt. Derfor ses kærlighed som den centrale del af Kitwood blomsten.
Figur: Tom Kitwood, Blomsten
Den strukturerede arbejdsmetode
Ønsker I at arbejde struktureret med at nedsætte de adfærdsmæssige og psykiske symptomer, handler det om at finde ud af, hvad der er den bagvedliggende årsag til en bestemt adfærd hos borgeren med demens og så tilrettelægge en personcentreret tilgang. I skal igangsætte handlinger, der kan imødekomme borgerens grundlæggende behov og på den måde forebygge adfærdsmæssig mistrivsel.
Vil I tilrettelægge en struktureret arbejdsindsats, skal I, ligesom Kitwoods teori, sætte fokus på det enkelte menneske, mens I samtidig højner det tværfaglige samarbejde. Nedenstående arbejdsproces strukturerer trin for trin arbejdet for jer og underbygger en faglig vurdering. Den består af følgende faser:
- Screening: Først screener I den enkelte beboer for psykiske og adfærdsmæssige symptomer (BPSD symptomer).
- Detektivarbejdet: Hvis screeningen og observationerne viser problemområder, går detektivarbejdet i gang. I graver nu et spadestik dybere for at finde den bagvedliggende årsag til beboerens adfærdsmæssige udfordringer. Først undersøger I, om der kan ligge nogle somatiske symptomer til grund for problemerne som fx smerter, fordøjelsesproblemer eller sygdom. Herefter undersøger I, om der er nogle psykologiske og personcentrerede behov hos den pågældende beboer, der ikke er opfyldt og hermed kan være skyld i problemerne. Det er her, at I kan bruge Kitwood blomsten. Alle medarbejdere med tilknytning til den enkelte beboer medvirker i arbejdet.
- Handleplan: Slutproduktet af denne analyse er en handleplan, så alle ved, hvad det er, I går ud og prøver af, og hvem der skal gøre det.
- Implementering: Handleplanen iværksætter I gennem en målrettet personcentreret tilgang til beboeren, hvor I prøver forskellige ting af. Ofte kan selv små indsatser og løsninger gøre en stor forskel. Nogle gange er det så lidt, der skal til, for at gøre hverdagen bedre for den enkelte. Det kan være at komme ud i naturen, holde i hånd, deltage i madlavningen eller lignende.
- Evaluering: Slutteligt screener I igen, for at se om BPSD symptomerne er faldet, og evaluerer så den samlede indsats.
Øg trivslen - sådan gør du!
Når du arbejder med personcentreret omsorg, skal du som pleje- og omsorgsperson:
Værdsætte personen med demens som et unikt og ligeværdigt menneske
Trods de mentale svigt som demens fører med sig, har du fokus på det særlige menneske bag demenssygdommen. Du fremmer respekt og bevarer beboerens værdighed ved at møde og behandle ham/hende som en unik person. Du tilrettelægger derfor en individuel pleje og behandling, som tager udgangspunkt i det særlige ved hvert enkelt menneske.
Være nysgerrig og tage udgangspunkt i det enkelte menneskes livshistorie
Dyk ned i personens livshistorie, vær nysgerrig på det unikke menneske, du har med at gøre, og se om der herigennem dukker gode ideer op til løsninger. Hvis fru Jensen fx altid har været vant til at læse avisen ved morgenmaden, mens nyhederne har kørt i radioen, så er det en tryg og god situation, som du måske skal prøve at genskabe. Det kan være helt små ting som indretningen, påklædningen eller den form for musik, der bliver spillet på plejecentret, der kan have stor indvirkning på beboeren. Inddrag gerne pårørende i arbejdet med at finde frem til de særlige behov, den enkelte beboer her.
Bruge pårørende til at lære det enkelte menneske bedre at kende
Du skal lære personen godt at kende så tidligt i demensforløbet som muligt. Du kan eventuelt få hjælp af de pårørende, da personen ikke nødvendigvis er i stand til at fortælle om sig selv. Det kan fx være ved indflytningen på plejecentret eller endnu tidligere. Det er vigtigt at få de pårørende i samarbejde med beboeren til at få skrevet noget ned omkring den nye beboer, så dig og dine kolleger kan bruge det i den daglige omsorg. Det er en hyggelig aktivitet at genopleve og skrive livshistorien ned sammen med beboeren og en god måde at få beboeren til at fatte tillid til plejepersonalet.
Tænke kreativt og eksperimentere
Måske kommer du ud for, at en beboer ikke vil i bad – hvad kunne du så finde på af kreative løsninger? Kunne du fx tage personen i bad et andet sted, eller ville det hjælpe, at du skruer højt op for operamusik? Du skal turde prøve nye og måske skøre ting af. Dyk ned i personens livshistorie og se, om der herigennem dukker gode ideer op til løsninger.
Bruge dig selv og være dig selv
Du vil som plejeperson etablere en personlig relation til beboeren. Du skal derfor turde være dig selv og bruge det, du har i dig. Tag den professionelle facade op til revision, for hvad vil det egentlig sige at være professionel her? Når det drejer sig om omsorg for mennesker med demens, handler det i høj grad om bruge dine egne styrker og unikke personlighed til at få kontakt til et andet menneske.
Give fysisk kontakt – berøring
Du skal turde give fysisk kontakt og berøring. Måske skal du ikke altid sige noget, men blot holde en hånd eller give et kram. Det kan også være det giver mening for den enkelte beboer, at du masserer hans fødder, fordi lige præcist det, giver ham følelsen af fx omsorg, tryghed og hjemlighed.
Sætte dine krav ned
Det er vigtigt at sætte sig ind i demenssymptomerne og bruge denne viden til at sætte krav, der stemmer overens med det niveau personen er på. Fx kan helt simple mundtlige beskeder være for komplekse. Måske skal andre metoder bruges som spejling eller guidning for at få budskabet igennem. Så sæt dine krav ned til borgeren.
Skabe et støttende teamsamarbejde omkring beboeren
Det er vigtigt, at alle i personalegruppen indgår i et solidt tværfagligt samarbejde, hvor I snakker åbent og ærligt om de hverdagsudfordringer og situationer, I står overfor med den enkelte beboer. Det kræver, at du selv tør åbne op – også omkring de ting, der måske er lidt svære. Det kan være, at du fx har fornemmelsen af, at du selv var lidt stresset, da du skulle have Niels i bad til morgen, og det måske var derfor, han nægtede at gå i bad – sådanne overvejelser og situationer skal du turde vende med dine kolleger. Der er brug for en tæt dialog omkring den enkelte beboer.
Turde lave fejl og tale åbent om dem
Du vil måske opleve, at du prøver mange ting af, uden det giver den ønskede effekt. Men når noget ikke virker eller fejler, skal du kunne tale åbent om det til kolleger og bruge det i teamsamarbejdet – det, der ikke virker, er ligeså vigtigt i det videre arbejde, som det der går godt. Hvis man giver indtryk af, at man altid har styr på det hele, er der en stor sandsynlighed for, at noget er galt. Når vi arbejder med mennesker med så komplekse udfordringer, har vi brug for et teamsamarbejde, hvor vi tør være åbne omkring det, der er svært.
Om Hanne Lindberg Nejsum
Hanne Lindberg Nejsum er lektor på VIA University College. Her underviser hun i aldring, demens og de ergoterapeutiske teorier på Ergoterapeutuddannelsen og på VIA Efter- og videreuddannelse. Hanne er knyttet til VIA, Aldring og Demens, Center for forskning, og er herigennem involveret i en række projekter inden for demensfeltet med omdrejningspunkt i psykosociale tiltag. Hanne har desuden 16 års erfaring som ergoterapeut både på hospital og i kommunal regi.
