Det, at blive udsat for et seksuelt overgreb, er noget der præger et menneske for livet. Det er ofte svært for den professionelle at tale om og italesætte seksuelle overgreb, da man ikke ønsker at gentraumatisere eller krænke den, der allerede er blevet krænket. Men vi ved, at italesættelsen er vigtig for, at et menneske kan komme sig.
Så hvordan kan vi som professionelle blive bedre til at tale om seksuelle overgreb med de borgere, vi har med at gøre?
Mange ofre for overgreb føler sig ikke som ofre
Der kan være noget konstruktivt i ikke at ville påtage sig en offerrolle, men ofte er grunden til, at man ikke føler sig som offer, at man føler, det var ens egen skyld, at man blev krænket.
Alle ved, at der er meget skyld og skam forbundet med at have været udsat for seksuelle overgreb og krænkelser, men få ved hvorfor. Vi har måske hørt om psykologer, der igen og igen siger til den krænkede: ”Det var ikke din skyld! Det var ikke din skyld!”, indtil den krænkede på et vist niveau begynder at tro på det og opleve sig som anerkendt.
Ofte holder disse følelser dog ikke i længden, og den krænkede vil gå tilbage til at tro, at det er hendes/hans egen skyld. Måske var jeg for udfordrende seksuelt? Måske lagde jeg selv op til det? Måske kunne overgrebspersonen se, at jeg er et menneske, der er interesseret i sex? Selv børn tror på, at de har gjort et eller andet, som har givet anledning til overgrebet. Børn er endvidere afhængige af de voksne eller af større børn, og så er det bedre at tro på, at det er en selv og ikke de andre, der er fejl på den.
For at håndtere skyld- og skamfølelsen må vi se den i sin mest ekstreme form
I de senere år er der kommet fokus på, at de følelser, man kan opleve som krænket, kan være meget komplekse.
Kristian Ditlev Jensen skriver i sin bog: ”Det bliver sagt”, at hans tissemand rejste sig under et overgreb som barn. Denne rejsning giver Kristian alle mulige blandede følelser såsom skam, forfærdelse, nydelse, ydmyghed og en følelse af, at kroppen forråder ham. Ydermere siger krænkeren til ham, at når han får rejsning, ja så har han lyst. Men Kristian har ikke lyst til, at hans voksne ven, som viser sig at være pædofil, skal røre ved ham. Men Kristian må sige ja til, at han kan mærke de beskrivelser, den voksne giver af den seksuelle lyst i kroppen.
Når krænkelsen bliver dobbelt ækel
Krænkelsen bliver dobbelt så ækel, når krænkeren tager ens rejsning eller vådhed som udtryk for seksuel lyst og accept af overgrebet.
En ny form for fænomenologi handler netop om, at nogle fænomener er SÅ mættede med indtryk, at vi mister sprog og italesættelse af, hvad der foregår. Kristians rejsning ”gør noget ved ham” og den former ham, som ”en der tænder”. Jean-Luc Marions teori om mættede fænomener, sætter lys på, at når man fx oplever at tænde ufrivilligt, så bliver man så komplet forvirret, at man har en ”sikker ikke viden” om hvad der foregår. De mættede fænomener er SÅ mættede med indtryk, at vi mister sprog og italesættelse af, hvad der foregår.
Kristian får følelsen af, at det er hans egen skyld, da han selv må have villet det, nu hvor han faktisk kan mærke lyst. Men uanset, at man mærker lyst eller rejsning, er det aldrig ens egen skyld. Intet kan begrunde en krænkelse eller et overgreb.
Samtalen kan mindske skyld og skam
Det at tale om seksuelle overgreb og anerkende de komplekse følelser, som en krænkelse kan udløse, kan mindske skyld og skam hos den krænkede.
For de fleste professionelle er det stadig utrolig svært at tage emnet op eller tale om det, hvis en borger selv bringer emnet på banen. Mange føler det er væmmeligt, frastødende eller ækelt at tale om, og de fleste får uønskede billeder i hovedet, som kan være svære at ryste af sig. Nogle oplever, at de mister deres faglighed og reagerer med personlige og private følelser. Det er nemmere og mere behageligt at lade emnet ligge.
Før har vi tænkt, at det handler om at fjerne skyld og skam hos den krænkede. Det har nogle professionelle kunnet håndtere som et fagligt fokus, men det har stadig været svært for de fleste. Og vi har også set eksempler på, og det ikke har nyttet noget at tale om, at det ikke var den krænkedes skyld – man gjorde egentlig kun ondt værre. Så hvad stiller vi op, når det er så komplekst?
Vi ved, at det netop er skyld- og skamfølelser, der er de centrale følger og senfølger efter overgreb. Vi skal altså tage fat her. Som fagprofessionel skal du derfor ikke bare forsøge at få de her negative følelser til at gå væk – nej, du skal i stedet turde gå ”ind i dem” og undersøge, hvad der ligger i dem for den krænkede.
De fleste bliver dog ofte ramt personligt og privat og mister deres faglige ståsted, når de skal høre om de seksuelle overgreb. Det kan føles ækelt. Det er en hæmsko, som du måske kun kan overkomme ved at ”indrømme” over for borgeren, at du bliver ramt af hans/hendes historie. Forsøg ikke blot at få følelserne til at gå væk ved at lave en alliance med borgeren om, at det alt sammen er krænkerens skyld. Det er det selvfølgelig retsligt set, men din opgave er at give den krænkede mulighed for og lov til at få italesat hans/hendes skyldfølelse.
For at samtalen kan lykkes, må du være åben, lyttende og rummelig, for ikke to krænkelser er ens eller opleves ens. Her kan en grundviden om mættede fænomener og ”sikker ikke viden” måske gøre, at du holder dig fri fra at ville forstå og ville vide, hvad der er foregået, men blot rummer, lytter og eventuelt også spiller ind med dine egne oplevelser. Det sidste kan være vigtigt, fordi den krænkede lynhurtigt aflæser, om du syntes det er ækelt, og det kan den krænkede i værste fald oversætte til ”jeg er ækel”, hvilket blot genererer endnu mere skam.
Kilder
- Charlotte Koldbye. (2019). Kun hver femte børnemisbruger er pædofil | Videnskab.dk. Retrieved March 19, 2019, from videnskab.dk
- Røjgård Nielsen, B. F. (2019). Seksuelle overgreb på børn kan opspores og stoppes. Fag & Forskning, 2019(1), 70–74. Retrieved from dsr.dk
- Secher, T. (2018). Et tvetydigt møde mellem Lyst og ulyst i det seksuelle overgreb. In Det ækle (Vol. 2018). Akademisk Forlag.
- Wager Nadia. (2019). »Jeg forsker i overgreb mod børn, og dette tænkte jeg, da jeg så Leaving Neverland« | Videnskab.dk. Retrieved March 19, 2019, from videnskab.dk
Om Marianne Secher
Marianne er fagansvarlig for psykiatriområdet og arbejder samtidig med seksualvejledning på efter- og videreuddannelserne hos VIA University College. Hun har særlig viden om borgerperspektivet og har skrevet flere artikler om emnet. Marianne har også udviklet et teori- og metodelandskab, der tager afsæt i det ækle. Det er beskrevet i bogen ”DET ÆKLE” af Brian Benjamin Hansen og David Mayntz (red.).
