Når nogle mennesker ikke bliver set som seksuelle

Seksualitet mellem mennesker – også mennesker med handicap

Inden for psykologien forstås seksualitet ofte som en del af menneskets identitet – noget der knytter sig til individets personlighed, orientering eller udvikling.

I filosofi og sociologi betones derimod, at seksualitet ikke kun er noget vi har, men også noget der opstår mellem mennesker.

Det betyder, at vi i mødet med andre hele tiden aflæser og genkender hinanden gennem kulturelle forståelser af krop, køn og seksualitet. Seksualitet er derfor ikke kun en indre drift, men også en social praksis, hvor mennesker gensidigt producerer seksuel betydning i mødet med hinanden.

Anekdote - En dans, der stadig er en dans

Til en fest på et bosted i psykiatrien er lokalsamfundet inviteret. Stemningen er let og legende.

Pludselig kommer en gruppe beboere ind forklædt som et sofaarrangement. De bevæger sig samlet ind i rummet og “folder sig ud” som sofaer.

Beboerne sætter sig og en medarbejder sætter sig på et armlæn og læner sig lidt ind over en af beboerne. De taler om, at de skal have deres årlige dans.

De går ud på gulvet og danser sammen hånd i hånd. Efter kort tid kan beboeren ikke mere. De går roligt ud til siden – stadig hånd i hånd – og står og rokker videre. Det er stadig deres dans, selvom den har ændret form.

Da musikken stopper, går de tilbage til sofaen, de holder stadig hinanden i hånden. Beboeren sætter sig. Medarbejderen bliver stående og begynder at nynne med på den næste sang. Flere stemmer blander sig, og snart synger hele gruppen med.

Det interessante i anekdoten er ikke kun omsorgen eller fagligheden – men hvordan relationen bevæger sig.

Der opstår en gensidig opmærksomhed, en kropslig nærhed og en rytme mellem mennesker. Noget, der kunne beskrives som en bevægelse fra at genkende hinanden, til at dele en stemning, til at handle sammen.

Det er netop sådanne situationer, der kan åbne for, at mennesker også kan blive set og mødt som seksuelle væsener – ikke nødvendigvis gennem seksualitet som handling, men gennem deltagelse i en fælles, kropslig og sanselig relation.

For at forstå denne proces kan man skelne mellem tre måder mennesker skaber seksuel betydning på: seksualisere, erotisere og pornografere. 

Seksualisere - at genkende den anden som seksuel

At seksualisere er i sexologisk betydning at genkende et andet menneske som et seksuelt væsen. Her betyder seksualisere ikke at reducere andre til seksualitet – men at anerkende dem som seksuelle væsener. Denne proces sker ofte hurtigt og uden bevidst refleksion.

I mødet med andre foretager vi en implicit vurdering: er dette et menneske, der kan indgå i den erotiske orden?

Sociologisk og kulturteoretisk forskning viser, at sådanne vurderinger formes af kulturelle normer og hierarkier for seksualitet. Gayle Rubin beskriver, hvordan nogle former for seksualitet anerkendes som legitime, mens andre marginaliseres.

Det betyder, at nogle kroppe spontant seksualiseres, mens andre ikke gør. Dem der ikke ses som seksuelle væsener er ofte:

• Børn
• Ældre
• Mennesker med handicap
• Kønsdivergente kroppe 
• Teknologisk modificerede eller “cyborg-agtige” kroppe. 

Seksualisering handler derfor ikke kun om begær, men om hvem der overhovedet anerkendes som seksuelle væsener.

Erotisere - når implicit begær opstår

At erotisere er at bevæge relationen fra mulig seksualitet til begyndende, implicit begær: Her opstår en særlig form for opmærksomhed: små blikke, antydninger og en spirende flirt. 

Begæret er stadig ikke direkte, men cirkulerer mellem mennesker gennem blik, kropslighed og små overskridelser af almindelig social distance. De fleste pædagoger kan som i anekdoten godt danse, holde i hånd, være i nærvær og flirte en smule.

Hos Georges Bataille forstås erotik som en erfaring, hvor mennesker forsøger at overskride deres grundlæggende adskilthed. Erotikken opstår i spændingen mellem afstand og nærhed og indebærer en bevægelse mod forbindelse mellem kroppe.

Erotisering kan dermed forstås som den proces, hvor mennesker åbner et rum for erotisk forbindelse, uden at seksualiteten endnu er eksplicit.

Pornografere - når seksualiteten bliver direkte, konkret og eksplicit

At pornografere er at gøre seksualiteten direkte, konkret og eksplicit i handling eller intention. Det handler således ikke om porno i gængs forstand, begrebet anvendes her sexologisk som at udleve sin seksualitet.

Det kan fx ske gennem berøring, direkte seksuelle invitationer og handlinger der tydeligt signalerer ønsket om seksuel kontakt.

Her bevæger relationen sig fra implicit begær til konkret seksuel intention eller handling.

Medieforskeren Susanna Paasonen viser, hvordan pornografiske former arbejder gennem intensitet og kropslig resonans, hvor sansning, berøring og begær kobles direkte til kroppen. I denne forstand kan pornografering forstås som det punkt, hvor erotisk spænding omsættes til handling.

Når nogle mennesker ikke seksualiseres

Når seksualitet opstår i mødet mellem mennesker, betyder det også, at nogle bliver stående udenfor.

Mennesker, der ikke spontant genkendes som seksuelle – fx mennesker med handicap – risikerer ikke bare færre relationer. De risikerer ikke at blive set som seksuelle overhovedet.

At arbejde med seksualitet i social- og sundhedsprofessioner kan derfor også handle om at udvide hvem der anerkendes som seksuelle væsener.

Inklusion af mennesker med handicap kan i denne sammenhæng fungere som en åbning mod en bredere inklusion af kroppe og identiteter – herunder også ældre, kønsdivergente og teknologisk modificerede kroppe.

Litteratur

• Bataille, G. (1986). Erotism: Death & sensuality. City Lights Books.

  Paasonen, S. (2011). Carnal resonance: Affect and online pornography. MIT Press.

  Rubin, G. (2024). At tænke sex (G. J. Hoder, Red.; T. B. Terletskaja, Overs.). Aleatorik.